Nej tak til Føtex på Trianglen

F. Salling Invest A/S har købt butikslejemålet i ejendommen Østerbrogade 70 med henblik på at opsige Normann Copenhagens lejemål. Dansk Supermarked vil i stedet åbne en Føtex Food, og vi skal flytte ud af vores lokaler og den bydel, vi er så nært knyttet til. Det er vi på ingen måde tilfredse med!


Østerbro og Normann Copenhagen hører sammen
Østerbro er en fantastisk bydel, netop på grund af de mange specialbutikker, kulturen og diversiteten i området. En Føtex Food butik betyder øget lastbiltrafik, cykeltrafikkaos på fortovet foran Østerbrogade 70 og tab af en designbutik med internationalt format, der tiltrækker både lokale kunder og designinteresserede fra hele verden. Internationale besøgende, der også gavner andre butiksdrivende i lokalområdet. Normann Copenhagens identitet er skabt på Østerbro, vi bor selv på Østerbro, og vi har brug for Østerbro. Vi startede i 1999 på hjørnet af Århusgade og Strandboulevarden, og i 2005 flyttede vi til vores nuværende adresse på Trianglen i hjertet af Østerbro. Vi synes klart, at Østerbro har brug for Normann Copenhagen, ikke endnu en dagligvarebutik!


Øget, tung og støjende lastbiltrafik
En væsentlig konsekvens, ved at der åbner et supermarked i ejendommen, er, at varetransport til og fra Føtex Food skal ske via de omkringliggende gader. Det betyder, at tung og larmende lastvognstrafik skal igennem Rosenvængets Allé, Odensegade, Ndr. Frihavnsgade, og Østerbrogade etc., hvilket giver store komplikationer for afvikling af færdslen i området samt støj for beboerne. Dertil kommer der yderligere støjgener fra eksempelvis nye ventilationsanlæg.

Vi vil kontakte Københavns Kommune med de mange underskrifter vi får med henblik på at forhindre Dansk Supermarked i at åbne en Føtex Food i vores lejemål og forebygge tung lastvognstrafik i gaderne og de medfølgende gener, det vil give. Du er velkommen til at kontakte os på mail eller ringe på 35 55 44 59.

Med venlig hilsen
Poul Madsen og Jan Andersen - Ejere og stiftere
Normann Copenhagen - Østerbrogade 70 - 2100 København Ø
www.normann-copenhagen.com
underskrift@normann-copenhagen.com

Læs mere her:
Facebook Gruppen "Nej tak til Føtex på Trianglen"
Artikel på K-forum om sagen

http://spottedbynormanncopenhagen.com/wp-content/uploads/2013/09/2012_May_Normann_FlagshipStore_1.jpg