Danskere for Demokratisk Debat

Det danske demokrati har brug for fornyelse. Lad os stifte partiet Demokratisk Debat – liste D.

https://fbcdn-sphotos-a-a.akamaihd.net/hphotos-ak-ash3/943080_452620464824548_1972679214_n.jpg

  • Partiet uden et fasttømret, mølædt partiprogram.
  • Partiet, der består af rigtige mænd og kvinder - med modet til at sige fra overfor de gamle etablerede partier og blive selvstændige Demokratiske Debatører med egne meningers mod.
  • Partiet, hvis stemmer man ikke kan tage for givet i det næste forlig, fordi partiet pr. definition ikke tilhører nogen blok.

Partiet skal gennem listefællesskab og sideordnet opstilling samle dem, der tør stille op og tale deres sag for demokratiets skyld.

Partiet skal understøtte de politiske kræfter, der ellers kun har udsigt til en kort karriere som løsgængere, fordi de gamle partiers fastlåste partiprogrammer og magtpolitiske dagsordner ikke længere giver plads til at se tingene som de er - og sige den upopulære sandhed.

Og ja, partiets medlemmer og kandidater vil være mangfoldige og uenige. Nogen gange endda rygende uenige. En stemme på den ene kandidat kan risikere at medvirke til valg af en anden kandidat, med en helt anden holdning – men med bredere opbakning i befolkningen. Det vil fremme den aktive demokratiske debat og kunne måske bringe lidt spænding ind i dansk politik?

Kommunalpolitikere, regering og opposition har udvist en kedelig magtarrogance under skolekonflikten. Uanset hvad man måtte mene om lærernes overenskomst, har politikerne kollektivt gemt sig bag 'den danske model' og tilladt regeringen dikteret resultatet. De etablerede partier i midten af dansk politik har alle bidraget til aftalt spil, politisk spin, rå politisk magtudøvelse og udenomssnak. Konflikten har nedbrudt den sidste rest af tillid til de etablerede partier – kun yderfløjene tør tone rent ud. Det er nu tiden - for dem, der tør - at bryde partidiciplinen og tage bladet fra munden.

Bryd ud nu! Bidrag til at stifte partiet Demokratisk Debat. Stil op i kommunerne og på landsplan. Kræv regeringens afgang. Se dét vil forny demokratiet. Det vil standse fordummelsen af dansk politik gennem spindoktorers iscenesatte skænderier mellem rød og blå stue og fremme den folkelige demokratiske debat.

På den korte bane skal partiet derfor kun have ét punkt på partiprogrammet:

  • Vi kræver folketingsvalg til november – samtidig med kommunalvalget.

Hvis tilstrækkeligt mange danskere skriver under på denne underskriftsindsamling til formelt at kunne opstille Demokratisk Debat som liste D i enkelte kommuner eller ved folketingsvalget (til november!) – og hvis nogen vel at mærke melder sig til at stille op for partiet - vil underskriverne kunne kontaktes pr. e-mail, for at organisere underskrift af de formelle opstillingspapirer.

Lad os starte med at tænde et håbets lys for det danske demokrati den 4. maj – på dagen for Danmarks befrielse.

Se også facebookgruppen https://www.facebook.com/groups/449457265147915/