Vi ønsker daglig færgesejlads mellem Ebeltoft og Sjællands Odde

Djursland ønsker daglig drift på færgeruten mellem Ebeltoft og Sjællands Odde, og vi ønsker som minimum en morgenafgang fra Ebeltoft mod Odden og en returafgang om aftenen. Med din underskrift viser du din opbakning til vores fælles kamp for daglige afgange mellem Ebeltoft og Sjællands Odde hele året rundt.

Djursland har gennem de seneste år oplevet, hvordan færgetrafikken fra Ebeltoft i stigende grad bliver svigtet. Der er færre og færre afgange i sejlplanerne, og det er efterhånden kun et tilbud, der er målrettet områdets mange turister, der ankommer eller rejser fra et sommerhus i weekenden højsæsonen igennem.

Vi mener, at området fortjener daglig drift, og at erhvervsdrivende, lokale og turister vil få gavn af daglig sejlads på ruten mellem Ebeltoft og Sjællands Odde. Vi lægger op til, at der som minimum indføres en morgenafgang fra Ebeltoft mod Odden, og at der sejles retur først på aftenen for at løfte det behov, som flere og især erhvervsdrivende efterspørger. Dette skal selvfølgelig ikke kun gælde i højsæsonen, men gennemføres året rundt.

Vi vil efter endt underskriftsindsamling overdrage underskrifterne til Molslinjen med håbet om, at de vil indføre flere afgange til og fra Ebeltoft.

Tak for din støtte.

Med venlig hilsen
Styregruppen for Daglig sejlads Ebeltoft-Odden og retur


Styregruppen for Daglig sejlads Ebeltoft-Odden og retur    Kontakt forfatteren af dette andragende